af Martin Blom Hansen

En musikbranchefestival er som et konvent, hvor de udvalgte bands søger velsignelse af ypperstepræsterne og halser efter karrierefremmende kontakter i mylderet af kardinaler, kontorister, administratorer, popkøbmænd og proselytter. Musikerne satser masser af tid, ressourcer og penge for at være med - og håber på små mirakler.

Smukt og storladent var det, da Our Broken Garden sammen med Gustaf Ljunggren og en række indkaldte musikere spillede åbningskoncert til SPOT Festivalen i Aarhus Domkirke.

En ny idé fra SPOT Festivalens ledelse og slet ikke tosset. Det store kirkerum er en fremragende koncertsal, hvor tanker og følelser bliver gelejdet ad andre veje end i Musikhusets store sal, hvor åbningskoncerten plejer at finde sted.

Man fristes til at sige, at SPOT med dette tiltag på sin 17. udgave af branchefestivalen vil understrege, at der er mere i det end forretningsaftaler mellem musikkøbmænd og endeløse netværkssamtaler mellem branchefolk. Det kan der være god grund til at minde om. Men musikbranchefestivalerne handler i bund og grund om penge og karriere – og ikke så meget om ånd og tonernes magi.

Som musiker skal man være indstillet på at slide på pr-siden og knokle mod forventet efterbevilling. Det er der ikke noget nyt i. Men promotion fylder godt i landskabet i dag. Branchefestivaler og showcasekoncerter er et grundvilkår for både etablerede og upcoming kunstnere. Det er et nåleøje at komme igennem, og er man inde i varmen, kan det være en afgørende adgangsbillet til den videre karriere.

Når 887 bands i år søgte om at komme med blandt de godt 100 navne, der bliver udvalgt til SPOT, er det et udtryk for en vedvarende og massiv interesse for at satse på en tilværelse som musiker, kunstner, sangskriver – og måske for nogen en drøm om at blive rockstjerne.

Det er på SPOT, alle de vigtige branchepersoner er. Det er her, man kan møde branchens gråhårede og magtfulde ayatollaher, støde ind i celebre rockveteraner, blive hypet og talt om og drikke en fadøl med en måske vigtig person fra KODA, et spillested, en festival, et musikselskab - eller en journalist fra Tyskland.

Jagten på den vigtige stodder

36-årige Moogie Johnson, bassist, guitarist i Munck//Johnson (tidligere i Wynona), kender spillets regler til fulde. Han har spillet på SPOT Festivalen mange gange og ligeså på en række andre internationale branchefestivaler.

Skal man hele tiden være indstillet på at investere tid og penge i promotion?
”Ja, helt klart. Selv har jeg aldrig lavet andet end at spille. Den gejst, man havde som 22-årig, er blevet til noget andet. Det er blevet til et valg, om man egentlig gider det her. Det er et valg, man tager, om man hele tiden er klar til at tage af sted, hvis der er nogen, der ringer. Om man vil prioritere det virkelig højt både økonomisk og på det personlige plan,” siger Moogie Johnson.

Mette Wiehne Zähringer, labelmanager på Iceberg Records, der har navne som The Blue Van og Dúné i stalden, mener, det er absolut vigtigt at være til stede på branchefestivaler som Eurosonic i Holland, By:larm i Norge og SPOT i Danmark.

”Synligheden er vigtig, og man skal se det som en større showcase. Det handler om netværk, netværk, netværk. I branchen og hos artisterne. Man skal være repræsenteret ved diverse branchefestivaler for at tilkendegive, at man gør det og vil det seriøst,” fastslår Mette Wiehne Zähringer.

Men der er sjældent honorar til kunstneren?

”Det er op til artisten, hvad det er, man vil. Det kræver vilje og lyst. For i starten er der overhovedet ingen økonomi i det. Til branchefestivaler, hvor du ikke bliver honoreret, plus til andre koncerter og showcases, hvor du måske heller ikke bliver honoreret, skal man sørge for at søge om turstøtte, støtte fra MXD og så videre.”

Mette Wiehne Zähringer kalder den støtte for en meget stor hjælp. Penge er der ikke voldsomt mange af i musikbranchen, hvilket IFPI’s seneste rapport om den danske musikbranche, ”Musikselskaber 2010 – tal og perspektiver”, fastslår. Den samlede omsætning i 2010 er faldet med 13 procent i forhold til 2009. Så kunstnerne må tilsyneladende til lommerne, hvis der skal ske noget.

Det er ifølge Mette Wiehne Zähringer almindeligt, at kunstnere og musikselskab deler udgifterne 50/50 – til eksempelvis promotion. Eller man fletter et branchefestivaljob eller en showcasekoncert ind i en koncerttur – lige som Moogie Johnson fortæller. Spiller bandet et job til 200 euro et sted i Tyskland, ryger de penge ind på kontoen, og dagen efter gælder det måske et promotionjob.

”Andre steder er det pladeselskaberne, der betaler, og de kan så senere recoupe (få erstatning for investeringen via indtjening på pladesalg eller andet, red.) for udgifterne,” forklarer Mette Wiehne Zähringer.

SPOT og tariffen

Der er dog noget helt særligt ved SPOT Festivalen i forhold til andre branchefestivaler: Musikerne får tariffen for at spille. Som minimum. SPOT er både en branche- og en publikumsfestival, og samtidig er SPOT vokset ud af hele den mangfoldige organisering af den rytmiske musik, som fandt sted fra 70’erne og frem. En organisering, hvor det fagpolitiske har spillet hidsige duetter med den kommercielle markedslogik.

Gunnar K. Madsen, leder af SPOT og daglig leder af ROSA, og en mand, der har været med i rockens organiseringsproces i årtier, henviser netop til det kulturpolitiske mønster og den måde, arbejdsmarkedet fungerer på.

”Det er nok en speciel dansk model, hvor man både får en eksponering og et honorar som et almindeligt spillejob. Det ville man som band aldrig få på en tilsvarende branchefestival i udlandet. Men vi har valgt fra starten at anlægge den strategi. Fordi vi mener, det er et vigtigt signal at sendeom, at den musik, vi præsenterer, også er noget værd,” siger han.

Debatten om at spille gratis i promotion-øjemed er ikke ny, pointerer Gunnar K. Madsen:

”Nogle mener, det udelukkende skal baseres på markedet. Mit personlige syn er, at man ikke skal underbetale musikken på SPOT. Men omvendt har den rytmiske musik også bedst af at udvikle et dynamisk spændingsfelt mellem offentlige kroner og privat økonomi.”

Pengene taler i Austin

Hvor der herhjemme kan være tale om et sådant dynamisk spændingsfelt, der muligvis kan udløse lidt strømførende lyn og torden, er himlen over verdens største branchefestival South By Southwest (SXSW) i Austin, Texas, fyldt med anderledes tornado og rockkapitalisme for fuld volumen.

En forretning i sig selv – og mere og mere vigtig for Austin som by. Follow the money, siger man. Well. I tilfældet SXSW kommer pengene i høj grad fra musikerne eller fra de talrige musikselskaber, organisationer og så videre, der sender folk til Austin. Når et band på lykke og fromme tilmelder sig Sonic Bids og betaler, hvad det koster at ligge på deres site, og derefter betaler for adgangsbadge, hotel, ophold og så videre på SXSW, så er de med til at holde hele dette enorme businessprojekt kørende. Også selv de, der ikke får noget som helst ud af det.

Jazzpianisten Søren Bebe har netop prøvet turen. Han tilmeldte sig og betalte Sonic Bids uden at gøre sig de store forhåbninger. Men der var gevinst, og han blev inviteret over for at spille i det officielle program på SXSW. Nærmere betegnet ét job på byens eneste jazzsted, The Elephant Room.

”Det lød som lidt af et scoop. Jeg var heldig at få penge fra JazzDanmark og DMF, så det kunne betale sig at tage af sted. Jeg tænkte, nu skal det prøves af, og jeg investerede selv omkring 5.000 kr. i det.  Plus min tid,” fortæller Søren Bebe.

Hvad fik du så ud af det?

”Det var fedt at spille der, der var fuldt hus og god respons. Men rent branchemæssigt fik vi ikke noget ud af det. Jeg vil nok ikke gøre det igen,” siger Søren Bebe.

Derimod havde han bedre held med at tage til musikmessen JazzAhead i Bremen, hvor det handler hundrede procent om jazz.
”Det var superfedt at snakke med folk, dele plader ud, og så videre. Det gav en masse gode kontakter. Jeg var dernede alene, og det vil jeg gøre igen næste år,” siger han.
South By Southwest, der er en slags moder for alle musikbranchefestivaler og stadig verdens største, havde i år 25-års jubilæum. Der var premiere på dokumentarfilmen "Outside Industry: The Story of SXSW", en glimrende film om festivalens 25-årige historie og om en branchefestival, der med årene er vokset til at være et monster af en pengemaskine og en gigantisk branding-propel for Austin som by, der slår sig op på at være ”The Live Music Capital of The World”.

I en evaluering fra Statens Kunstråds Musikudvalg i marts 2011 om tre udvalgte musikmesser, Midem, Popkomm og Womex, efterlyser man en bedre strategi og politik. Man anbefaler at overveje at prioritere steder med mere fokus på livemusikken som eksempelvis SXSW, JazzAhead, Eurosonic og By:larm. 

---

Fedtlagsfestival?

Man kan hurtigt få den tanke, at SPOT og andre branchefestivaler er fede fester for fedtlaget. Et årligt party for de indviede i en efterhånden meget omfangsrig branche- og organisationsverden, hvis indbyggede kraft ikke kun er at tjene de musikere og kunstnere, det hele drejer sig om, men også at holde sig selv i live. En begivenhed som SPOT kan være med til at legitimere en privilegie-kultur, hvor månedslønnen er sikret, mens kunstnerne er de sidste til at få smør på brødet.

970 branche- og mediefolk var akkrediteret til årets SPOT Festival. Cirka to tredjedele var danske.

Heraf var mange mediefolk. Danmarks Radio sendte 29 personer til SPOT, Gaffa havde 10 mand på opgaven og SoundVenue ni.
KODA havde 17 personer af sted, DMF 10 og DJBFA fem.
Danske pladeselskaber og managements udgjorde cirka 120 akkrediterede personer.
De danske spillesteder var fyldigt repræsenteret. Huset i Magstræde mødte med 11 personer, Vega med 11, Musikcafeen i Aarhus med 16, og samme antal havde Gimle i Roskilde på SPOT.

Gunnar K. Madsen, leder af SPOT, understreger, at SPOT ikke deler akkrediteringer ud til højre og venstre, og at en akkreditering ikke er en ”badebillet”. Man skal have et klart branchemæssigt formål eller en klar mediemæssig opgave.

Han mener også, at det mangfoldige danske organisationsliv er en fordel.

”Er det, som nogen vil hævde, en hæmsko for Danmark internationalt, at vi har et stort og alsidigt organisationsliv? Jeg vil vove den påstand, at når dansk musik er så respekteret i dag, så er det fordi, vi med vores politiske fællesskabstankegang har en forholdsvis bred produktion af musik. Det er den samme fællesskabstankegang, der blandt andet har været med til at sikre spillestedsloven, et kunstnerisk niveau og en vis uafhængighed af døgnflueproduktionen. Vi skal udnytte vores fællesskaber – og så konkurrere internationalt,” mener Gunnar K. Madsen.