Kevin Kennear er helt tydeligt forarget og ærgerlig. Han sidder som general manager i hvad jeg vil kalde paradisets forhave – nemlig en af USA’s mest velassorterede guitarshops, ”Buffalo Brothers Guitars”.

”They don’t even play them...” fortsætter han indigneret.

Hov – jeg må lige starte lidt forfra.

Med hjælp fra DPA havde jeg i slutningen af maj måned fået mulighed for at følge med min kone Mia til Carlsbad i Californien. Hun skulle deltage i et af verdens få seriøse seminarer om Functional Medicine og jeg ville måske få chancer for at høre musik, snakke med musikere og dræne noget inspiration ud af Sunny California.

”Carlsbad? Det lyder da ikke meget som rock’n roll” tænker nogle af jer måske.

Tag et kort frem. Find L.A. og kør så fingeren nedad langs kysten. Smag på by og stednavnene....

Der er musik indbygget i de fleste og jeg er ihvertfald nem at få i stemning.

Indrømmet – de godt 18 timer i de altid liiidt for trange flystole trækker søm ud.

Og de store muskelgrupper går fuldstændig i stå efter den tredje film.

Men fremme i LAX – Los Angeles, indrømmer jeg blankt, at jeg er med på alt det der kommer frem på nethinderne og ben og baller må så følge med resten af bevægeapparatet, sovende eller ej.

”Hvorfor lejer vi ikke en Mustang” – snakken ved Hertzskranken bliver lidt febril ved synet af de ”sjove” biler der tilbydes. De praktiske grise fra DK kigger på kufferter, bagagerumsstørrelser - og ender med en familieChevrolet (som i parantes bemærket er lavet i Korea....)

Men vi flotter os og får en GPS med i pakken.

Og så snart vi er ude på de sekssporede veje der filtrer sig ind i hinanden omkring LAX er vi ret glade for Nancy – som hun er blevet døbt. Hun giver råd og kommentarer i en flydende strøm: ”Prepare to exit on freeway in....0.5 miles....take exit to xxx....recalculate route...take exit on ...”

Og hvad der i starten virker meget stressende oveni de kolossale mængder af biler, store trucks og virkelig store trucks, ender med at være en velkommen hjælp.

Vi når frem. Første stop er egentlig bare et sovehotel i L.A. ”Anaheim Plaza” hedder det, men vi skal da lige slentre lidt rundt, inden jetforvirringen udmøntes i vandret søvn.

Det viser sig at vores hotel ligger lige op ad bagindgangen til Disney World og det forklarer jo lidt mængden af charmerende, men lydvolumenrige børn i hotellobbyen.

Walt Disney og Co. købte engang en appelsinplantage – lavede den lidt om og åbnede i juni 1954 det vi alle kender. Med til at åbne forlystelsesparken var underligt nok Ronald Reagan. Men han var vist sådan en slags tyggegummi tegneseriecowboyhelt allerede dengang.

Vort egentlige mål, Carlsbad, har bl.a. den historie, at dette års ”Symposium on functional medicine” var planlagt at blive afholdt på The La Costa Resort & Spa som altså ligger i ....Carlsbad, CA.

Ved ankomsten til stedet åbenbaredes scener som fra massevis af glimmer B film – hvor solbrændte uniformerede solbrillehotelmænd stormer frem og hiver nøglerne ud af hænderne på chaufførerne og herefter parkerer Rolls’ene, Jaguarerne, Ferrarierne og de andre firhjulede dyr lidt afsides og derved inkasseres gode drikkepenge.

Vi holdt fast i nøglen samt vores Koreadyt og efter lidt venlig kommunikation fandt vi ud af at vi nok hørte til ”Self Parking” klientellet. Det var noget vi godt kendte til i forvejen...

”La Costa Spa & resort” er en af den type hoteller som vi under normale omstændigheder ikke bor på. Eller i hvertfald ikke er vant til/har råd til.

Der er tale en en slags luksusby med torve, promenader, restauranter, indkøbsmuligheder i genren tøj, kosmetik og luksustilbehør i alle genrer. Hertil 10 tennisbaner, pools og – gik det op for os golfignoranter – en af verdens finere 18 hullers golfbaner, hvor folk som Tiger Woods og andre kendte gennem de seneste 30 år har slappet af ved at baske den hvide bold afsted i fantastiske omgivelser.

Men det faktum, at min kone Mia Damhus nu gennem en del år har deltaget i disse professionelle konferencer, som er de fremmeste i verden bl.a. hvad angår holistisk helhedssyn på sygdomme, helbredelse, sundhed, ernæring (og meget mere, som det danske sundhedsvæsens læger kunne blomstre op af ved at deltage i....) åbnede muligheder for ”Tidlig booking rabat”. Hvilket vil sige mindre end halv pris for værelset og på en lille uge kunne vi på den måde deltage i mange dele og lag af det amerikanske samfund på en gang.

Mia og kollegaen Marianne deltog sammen i konferencen som startede 07:30 hver dag og sluttede meget sent. Hendes mand Peter og jeg tog derfor på opdagelse udenfor reservatet.

Vi cruisede down the highway.

Peter er tandlæge i det daglige og havde en adresse på nogle eksperter i kunstige rødder. De (eksperterne) holdt til umiddelbart uden for Carlsbad og på vej dertil ad El Camino Real så jeg ud af det ene øjes krog et ord: GUITARS....

Ret instinktivt drejede jeg ned ad grusvejen og holdt foran noget der lignede løgn. Et barakagtigt langstrakt byggeri med en sprutforretning i den ene ende. Her stod og lå 5-7 personer, som umiddelbart lignede dem der indimellem er TV programmer om – mexikanske daglejere som venter på at blive samlet op af en eller anden truck og herefter ud at plukke et eller andet til ikke ret meget. I den anden ende af byggeriet var en damefrisør og en ”Bobbys” - en landevejs burgerjoint.

I midten sad en stor pelikanagtig plastikmåge på taget og under den skiltet: Buffalo Brothers Guitars. Underligt vartegn.

Jeg lovede Peter at det kun tog et øjeblik....

Den aftale lavede vi så efter den første time om til at jeg kørte ham ud til hans aftale med rødderne – returnerede – kiggede og snakkede videre i guitarhimmeriget.

Allerede i indgangen ved man at man er kommet det rigtige sted hen. Ihvertfald hvis man faldt i gryden som barn. På gulve, vægge, podier står de – Rickenbacker’s Martin’ner, Taylor’s, Gretchser, Gibson’er, Fendere, PRS’ser – you name them – they got them. Og man må spille på det hele. Nogle af dem i over 100.000 kr.s klassen skal man dog lige spørge en af gutterne om lov til at røre...

For at gribe det bare lidt metodisk an, spurgte jeg efter bossen og blev vist op i galleriet – oppe på første sal. Chefen hedder Kevin Kennear og tager velvilligt imod. På spørgsmålet om jeg måtte få lidt baggrundshistorier til forhåbentlig glæde for et par musikere i DK fik jeg det store smil og han åbnede for sluserne. Som alle rigtige guitarbutikker havde stifterne og ejererne af Buffalo Brothers guitars naturligvis et udgangspunkt som musikere og altså her - guitarister.

Bob og Tim Page ejede i starten af 90’erne hver sin guitarforretning. Bobs forretning hed Traditional Music og lå i Leucadia – Tims hed Buffalo Brothers guitars og lå mest på internettet. En postordre guitarforretning faktisk. I 1993 slog brødrene forretningerne sammen og flyttede det hele til Carlsbad. Og her kommer forklaringen på gigantfuglen på taget...det er et tidligere ægpakkeri og fuglen er, eller skal forestille at være – en kæmpekylling. Og nu også et godt vartegn for Buffalo Brothers guitars.

Selvom forretningen altid har mellem 4-500 guitarer liggende, stående og hængende, er der langt imellem deciderede vintage modeller. Og jeg troede jo et eller andet sted at USA var the place hvis man skulle finde en gammel Strat eller lignende – men på det spørgsmål ser Kevin lidt ked ud af det. ”Vi har en – den er fra 1964 og koster 25.000 – dollars...”

Og selvom kursen på de grønne er nede, er der alligevel tale om godt 122.000 danske statskroner. Jeg så den og rørte den. Slidt, skrammet og lidt ...gammel i det.

Og jeg indså for alvor, at min egen Fender Stratocaster fra februar 1965 er ved at blive en bankboksdims. Den er velholdt, lyder fremragende og jeg har ejet den i 37 år. Men for mig er det et instrument. Bevares – et godt et – men ikke et relikvie, som nogle placerer i glasmontrer og på lit de parade i bankhvælvinger. Shame on them!

Jeg kunne vise Kevin et billede af Straten fra Hackensacks hjemmeside og han var helt stille . You are a very lucky man...look after it. And keep it!!”

Det lover jeg.

Vi tager næste dag til byen La Jolle nær San Diego og får en på opleveren igen. Kysten er fredet, sæler ligger i bunker og nyder livet på klipperne, store flokke af pelikaner kommer som flyveskoler formationsflyvende og på en god dag kan man også se en spækhugger eller to. Området er domineret af mirinebiologiske forsøgsstationer, universitetsafdelinger, havforskning, små og store firmaer og penge taler meget tydeligt. Det er umiddelbart svært at få adgang til strand og åbent vand. Men her og der er der huller i hegn og mure og offentlig adgang (for fattigrøvene) og vi frydes over de store kig og den rituelle dypning af tæer i Stillehav.

Billy med harpen: Vi er ved at skulle returnere til DK og vender KoreaChevy’en opad mod L.A. Sulten driver os dog ind på The Coyote – selvfølgelig med udendørs servering og livemusik af ingen ringere end ”Billy Watson and his Internaional Silver String Submarine Band”....

Gedigen blues med vægt på tre akkorder, fremragende mundharpe og guitarsoloer. Vi synes jo at der skal noget i den spand bandet har stillet op foran sig, tager to cd’er og putter lidt ekstra i kassen. Det hyldes af hr. Billy og såvidt jeg kan høre improviserer han en tekst om det der med at støtte livemusikken - og på sigt gøre ham rig.

Det er helt ok Billy – I spiller godt og vi blev mætte og godt underholdt!

Tak til DPA for muligheden. Det blev en inspirerende rejse og jeg lover at der kommer noget musik ud af det.

Ukulelen har allerede været med i 74 trafikteaterkoncerten ”Dyt, Båt & KlingKlang” / af og med Rumlerim.

Mange hilsener Jan Irhøj.

PS: Kig ind på nogle af siderne her og tag med på lidt af turen.

www.buffalobrosguitars.com

www.billywatson.com

www.lacosta.com

www.functionalmedicine.org

McCabes Beach Club ligger i Oceanside...ikke på nettet.

Men slå den op på Google – der er masser af omtaler....

Tilbage på La Costa i de mere filmagtigt flotte omgivelser gør vi os klare til at køre efter livemusik på McCabes. Fyren i skranken ser helt skæv ud da jeg spørger om vejen til McCabes Beach Club...”What do You wanna go there for, Sir?” Spørger han og en af de andre griner også lidt smørret da han hører hvor vi vil hen. ”It’s a straaange place...” siger han dramatisk. Nåh, vi får adressen alligevel og bliver af Nancy dirigeret gennem knap så luksuriøse omgivelser, trailerparks, småforfalden industri tæt på surferparadis – lange strande og store bølger – byen hedder Oceanside.

Og der ligger den i al sin beskedenhed: Mccabes Beach Club. skiltet indvendig på døren siger bl.a. at man ikke må medbringe knive, skydevåben samt baseballkasketter og så er stemningen på plads.

Klokken er 16:25 og vi går ind!

Fra den ret mørke scene bliver der råbt ”Hello to our Danish friends” og på den måde er vi med det samme identificerede i resten af klubben. Orkesteret hedder California Rangers – de spiller to slags musik: Country og Western!

Og vi skal have øl.

Vi føler et øjeblik at vi er med i en scene fra ”Blues Brothers”. Klientellet er pænt beskrevet cowboylignende gråsprængte langhårs truckere, hårdtpumpede Dames og der er en fantastisk rar stemning. Da bandet tager første pause kommer de ned og hilser på og vi udveksler øl, visitkort og komplimenter. Rick – som til efternavn hedder Schmidt, spiller lige præcis så fantastisk som det blev lovet.

Han har i flere omgange været i Danmark og spille som backingmusiker for større navne. ”Lovely country – but it rained every time I played there” griner han.

Jeg laver naturligvis en aftale om at sende nogle sange afsted til ham – som han meget gerne lægger noget stål på. Hil Protools...

Vi insisterer naturligvis på at købe en CD af orkestret og trommeslageren Jim Dougherty, som booker og er praktisk gris fremtryller eksemplarer med autografer på.

Siden klokken ikke er mere end omkring ca. 18, er der endnu ikke faldet kunder rundt om i hjørnerne. Det skulle man efter sigende være forberedt på at kigge efter, når det mere benhårde klientel tog fat efter kl. 21.

Det kan så også være at skiltet på døren blev mere aktuelt, men så længe blev vi ikke. Efter 3 sæt gedigen C&W, et godt måltid mad, lagkage fra et tilstødende fødselsdagsparty og en tre fire gode øller, blev Peter og jeg enige om at tage hjem til millionærreservatet igen.

Her var der så også livemusik og hvordan skal jeg nu formulere det...en anelse mere poleret af slagsen? Med potpourier af glimrende dansepop, en masse veltrænede dansepiger og et effektivt band bagved – de hed vistnok The Atomic universe band”. Eller så’n. Der duftede også anderledes.

Peter og jeg er mætte af mange gode indtryk og tørner ind.

Vi tager næste dag til byen La Jolle nær San Diego og får en på opleveren igen. Kysten er fredet, sæler ligger i bunker og nyder livet på klipperne, store flokke af pelikaner kommer som flyveskoler formationsflyvende og på en god dag kan man også se en spækhugger eller to. Området er domineret af mirinebiologiske forsøgsstationer, universitetsafdelinger, havforskning, små og store firmaer og penge taler meget tydeligt. Det er umiddelbart svært at få adgang til strand og åbent vand. Men her og der er der huller i hegn og mure og offentlig adgang (for fattigrøvene) og vi frydes over de store kig og den rituelle dypning af tæer i Stillehav.

Billy med harpen: Vi er ved at skulle returnere til DK og vender KoreaChevy’en opad mod L.A. Sulten driver os dog ind på The Coyote – selvfølgelig med udendørs servering og livemusik af ingen ringere end ”Billy Watson and his Internaional Silver String Submarine Band”....

Gedigen blues med vægt på tre akkorder, fremragende mundharpe og guitarsoloer. Vi synes jo at der skal noget i den spand bandet har stillet op foran sig, tager to cd’er og putter lidt ekstra i kassen. Det hyldes af hr. Billy og såvidt jeg kan høre improviserer han en tekst om det der med at støtte livemusikken - og på sigt gøre ham rig.

Det er helt ok Billy – I spiller godt og vi blev mætte og godt underholdt!

Tak til DPA for muligheden. Det blev en inspirerende rejse og jeg lover at der kommer noget musik ud af det.

Ukulelen har allerede været med i 74 trafikteaterkoncerten ”Dyt, Båt & KlingKlang” / af og med Rumlerim.

Mange hilsener Jan Irhøj.

PS: Kig ind på nogle af siderne her og tag med på lidt af turen.

www.buffalobrosguitars.com

www.billywatson.com

www.lacosta.com

www.functionalmedicine.org

McCabes Beach Club ligger i Oceanside...ikke på nettet.

Men slå den op på Google – der er masser af omtaler....