af Poul Birkum

I en for musikere trang tid, hvor markedet for musik, har trange vilkår med nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret, som kronen på værket, har jeg tænkt tilbage på, hvordan det hele begyndte.

Musikere og restauratører nægtede at spille i Danmarks Radio, da de ikke fik løn. Da musikken døde i radioen kom et ramaskrig fra lytterne, hvilket fik DR blev til at betale for musikken, fortæller Poul Birkum, der har været med hele vejen. Musikere fra bl.a. Teddy Pedersens orkester fra restaurant Wivex i København spillede også i radioen. (arkivfoto)

Musik i radioens ungdom

Sidst i 1920'erne etablerede man Statsradiofonien, som DR hed den gang. Det betød en omvæltning for udbredelsen af musik. Da radioen begyndte daglige musikudsendelser, fik almindelige mennesker mulighed for at høre musik i hverdagen på en hel ny måde. Det var også radioen, der for alvor vækkede min lyst til at blive musiker.

Grundlaget for UnderholdningsOrkestret

Sendetiderne lå helt fast for populærmusikken. Middagskoncert fra kl. 12 – 14. Eftermiddagskoncert fra 15 – 16.30 og dansemusik fra kl. 23.00 – 00.30. Da radioen den gang kun disponerede over Louis Preils orkester på 15 mand, som i 1939 blev grundlaget i det fra 2015 nedlagte UnderholdningsOrkester. Desuden var der et par ensembler ledet af henholdsvis koncertmester Mogens Hansen og violinisten Carl Rydahl. Derfor måtte man supplere med musik ude fra for at fylde spilletiderne ud. Det gjorde man ved – ligesom i andre lande på den tid – at transmittere musik fra landets store restauranter, hvor man beskæftigede landets populæreste og bedste orkestre.

Musikere fra danserestauranter

Flere restauranter havde den gang to orkestre ansat.  Fx på Wivex havde man et strygeorkester på 11 mand til middags - og dinermusik og 16 mand til eftermiddagskoncert og dansemusik. På fx Valencia og Arena i København sad et orkester ved hver ende af dansegulvet og spillede non stop dansemusik i fem timer på Lorry var varieteorkestret i mange år på 20 mand, fordi de internationale artister, den gang stillede visse krav til orkestrets størrelse for at underskrive kontrakten.

Radioens egne orkester spillede fortræffeligt, men spillede uden publikum i et studie og virkede derfor tit noget kedelige i forhold til et veloplagt orkester med publikum på, som restauranterne kunne byde på. Derfor blev disse transmissioner hurtigt lytternes populæreste udsendelser.

Musikerne trak stikket

Til at begynde med fik radioen musikken gratis for den reklame, der lå i, at blive en landskendt musikrestaurant. Men så begyndte musikerne at kræve ekstra løn, når der var radio på, og DMF oprettede noget man kaldte transmissionstillæg, som restauratørerne blev afkrævet, når der var transmission. Dette tillæg ville restauratørerne have radioen til at betale. Det ville de ikke, os så lukkede restauratørerne og musikerne for strømmen. Lytterne blev rasende. Det var jo landets populæreste orkestre, der forsvandt ud af æteren, og efter ret kort tid måtte radioen acceptere de nye vilkår, så lytterne fik deres favoritorkestre at høre igen – og særlig glad var jeg, der lyttede til musik i tide og utide.

Støt hinanden

Det var min beretning om radiomusikken fra starten til i dag – og hvad så? Radioen har i dag ikke nær den betydning, som i 1900-tallet. Medierne er mange flere. Opgaven fremover er, hvad skal en musiker skal satse på i den brogede medieverden? Derfor er det virkelig vigtigt, at musikerne står sammen og støtter hinanden gennem fællesskab i DMF.

Godt nytår.

Kommentarer fra læserne

Charlotte Jensen, 15-06-2018 12:03
God artikel, den får mig til at tænke lidt på nutiden, hvor jeg synes, at alle musikere bør gå sammen i en stor fagforening for at stå stærkere. Der er for mange små "blå" fagforeninger uden særlig magt. Det kunne vi støtte hinanden med!
Peter Madsen, 16-04-2015 10:45
Tak for en erindrende artikel om de gode gamle ´orkesterdage´. Jeg fik selv oplevelsen af at være med i denne periode, idet jeg i 1963 spillede i først Valencia med John Hjorts Sekstet som afløste George Swenssons Orkester, og dernæst i Prater med netop George Swensson. Her vekslede vi med Arne Buschards mindre band, som spillede først til optræden, og derpå til dans til ud på natten. Swensson spillede først underholdning under middagen, og derpå til dans til kl. 24 hvor Buschard overtog. Ham kom jeg i øvrigt med til Odense Tivoli sommeren ´64 hvor vi spillede til optræden på scenen. Mærkeligt at man havde råd til at have sådanne orkestre dengang, når det åbenbart ikke lader sig gøre i dag. Profit lader til at være nøgleordet til denne kedelige tendens.
Bjarne Gren, 09-01-2015 11:14
En dejlig artikel fra Poul Birkum. Tiden med livemusik fra de kendte dansesteder og restauranter må rumme meget spændende musikhistorie. Håber nogen får lyst til at følge op på det. Jeg kan huske at jeg hørte Jørn Grauengaards orkester med Lis Bjørnholt i Giraffen på Rådhuspladsen i begyndelse af tresserne, og de kunne også høres i radioen dengang.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.