Jazz i provinsen
20-09-2011, Diverse
Jazz er en storbykultur, og de fleste jazzmusikere herhjemme søger naturligt nok mod metropolen København. Lokale jazzentusiaster i provinsen kæmper for at skabe koncerter og festivaler, mens MGK og konservatorierne i provinsen er afgørende dynamoer for et lokalt jazzmusikermiljø. Hovedstaden skaber den kreative rigdom, men en jazzløs provins vil være lig med kulturelt armod.

”Chancen for at finde dem, man virkelig klikker med, er større. Og det er jo det, musik handler om,” siger Espen Laub von Lillienskjold, der er flyttet til København fordi der er flere muligheder i jazzmiljøet. (Foto: Emil Lyders/Das Büro)
// ARTIKLEN ER BRAGT I BLADET MUSIKEREN OKTOBER 2011 //
Problematikken er velkendt. Hovedstad kontra provins er et tema, danskerne tilsyneladende aldrig bliver trætte af. Man kan hævde, at det ikke burde betyde noget i dag, hvor vi har broer og motorveje, og hvor man kan trille fra den ene ende af landet til den anden på tre til fem timer.
Sandt nok, men jazzen er alligevel en interessant målestok for, hvordan kulturlivet har det i en by uden for hovedstaden. Der skal mere end frokostjazz om lørdagen til at få det lokale jazzbarometer til at vise kulturelt højtryk.
Den lille by har måske en årlig festival eller et par flittige jazzentusiaster til at presse barometerstanden op. Den lidt større by har – eller har indtil for nylig haft – et MGK, Musikalsk Grundkursus, et spillested eller en jazzforening. Og den store provinsby har konservatorium, MGK, flere spillesteder, en festival og så videre.
Et levende og aktivt jazzmiljø handler i allerhøjeste grad om, hvorvidt fødekæden fungerer. Om der er et miljø, hvor unge jazzmusikere kan spille, udvikle sig og blive inspirerede, og hvor der er et publikum uden gråt hår.
Flow og netværk gavner jazzen
”Chancen for at finde dem, man virkelig klikker med, er større. Og det er jo det, musik handler om,” siger Espen Laub von Lillienskjold, 29 år, trommeslager og flyttet fra Aarhus til København for tre år siden.
Han er født i Hjørring, hvor han gik på MGK, rykkede til Aarhus og blev uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i solistklassen. Han har spillet fast i Klüvers Big Band i syv år, indspillet med talrige både danske og internationale navne og været aktiv på den århusianske jazzscene.
Nu gælder det København, hvor han spiller flittigt som freelancemusiker og ofte er at finde bag trommerne på det klassiske jazzspillested La Fontaine. For ham er København lig med rigtig mange musikerkolleger, stor mangfoldighed, mange genrer, højt niveau og en mobil, der ringer.
Inspiration, musikalsk udvikling og job i kalenderen. Samt en fortættet og vigtig spillestemning under Danmarks største jazzbegivenhed, Copenhagen Jazz Festival.
”Man kan stille spørgsmålet, om det er en god idé at samle så mange koncerter på så kort tid frem for at sprede det ud over året. Men det er superfedt som musiker at have en uge, hvor musikken får lov til at flyde. Det er sjældent, man spiller så meget på en uge, som man gør under festivalen. Og der kan komme noget sindssygt god musik ud af at spille så meget.
Man kommer ind i et andet flow end normalt med job om dagen og jam om natten. Det er vigtigt for os musikere,” siger Espen Laub von Lillienskjold.
Magnet for jazztalenter
Jazzfestivalen i København er et spejl af metropolens styrke som jazzby. Det er her, musikerne bor, det er her, miljøet trives og udvikles. Og det er primært her, publikum er.
København er som storby lig med lyden af jazz. Det er modernitet for fuld tenorsax, det er musikere, der mødes på kryds og tværs i øvelokaler og studier, på Rytmekons, på La Fontaine, Jazz House (når der ikke er vand i kælderen), Montmartre, Wray og så videre. Hovedstaden er som en magnet for landets unge jazztalenter.
For vist er der dejligt ude på landet og såmænd også i Aarhus og Aalborg, men skal det for alvor blive til noget, er det af sted til København – hvis ikke der står New York, London eller en anden international destination på billetten. Den automatik er ikke just ny. Den klassiske dannelsesroman bygger på selvsamme rejse. Man vokser op ved gadekæret, rejser ud, indtager den store by og besejrer verden.
Blomstrende miljø, men…
Kasper Ejlerskov Leonhardt er 24 år, guitarist i crossover-bandet Surf In Stereo og studerende på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Han kommer fra Esbjerg, men adresseændringen til København var naturligt og nødvendigt for ham.
”Jeg gik på MGK i Esbjerg, og det var jeg glad for. Men miljøet var lille, og det var svært at finde andre med de samme idéer, som jeg havde. Og lave noget jazz, der var mere crossover-agtigt – som vi har gjort med surf og rock,” siger han.
”Der er helt klart et blomstrende miljø i Esbjerg. Det er velfungerende i forhold til MGK og konservatoriet. Men det er også nogle gange lidt konservativt. Der er ikke så mange, der tør skrive deres egne ting. Det handler meget om at spille musik, som allerede eksisterer, og man bliver ikke udfordret så meget,” pointerer Kasper Ejlerskov Leonhardt.
Jazzbarometeret i provinsen
Surf in Stereo har udgivet to cd’er, er blevet godt anmeldt og har turneret pænt meget rundt i landet. Det kan kun lade sig gøre, hvis der er et spillested, en jazzforening eller en festival, der vil booke Surf In Stereo.
”Det er meget vigtigt med spillesteder rundt i landet. Jeg kan da selv huske, da jeg gik på MGK, at det var virkelig fedt med et miljø, hvor ikke kun mainstream-bands kom forbi,” siger Kasper Ejlerskov Leonhardt, der understreger, at det er uhyre vigtigt at sikre gode musik- og musikermiljøer uden for København.
”Det er svært… jeg er jo selv stukket af. Man kunne måske argumentere for, at jeg skulle være blevet og kæmpet for at ændre nogle af de ting, jeg var utilfreds med. Men en ting er helt sikkert: Hvis al den snak om at lukke konservatoriet i Esbjerg bliver en realitet, vil det være døden for jazzen og den lidt mere alternative musik i Esbjerg.”
Hemmelige klubber i Aarhus
Søren Mehlsen, musiker og formand for jazzforeningen Sunship i Aarhus, giver et øjebliksbillede af scenen i Aarhus:
”Det er rigtigt, at mange musikere driver videre til København. Men de, der bliver, er rigtig gode til at skabe miljøer. Der er flere nye arrangørforeninger i gang – blandt andre Jazz Mig i Øret – ud over Sunship, Jazzselskabet, Ljud med flere. Det handler om at holde fast i publikum og skabe en tradition. Det er dog svært at trænge igennem i medierne, så mange mennesker ved ikke, det eksisterer. De små foreninger er vigtige, og naturligvis er også konservatoriet og MGK meget vigtige i forhold til at skabe netværk i miljøerne.”
Søren Mehlsen anslår, at ud af en årgang studerende på konservatoriet bliver en tredjedel hængende i Aarhus. Byen rummer den dynamik, der opstår, når unge musikere strømmer til og skaber et musikmiljø, og hvor miljøet så ændrer sig, når nogle af musikerne rykker videre – og giver plads til nye yngre kræfter.
Tversted som centrum
For Espen Laub von Lillienskjold har Aarhus været en naturlig station på vejen. Men det var opvæksten i Hjørring og tiden på MGK, der var fundamentet for hans musikerkarriere.
”Jeg havde en god trommelærer, som jeg blev meget inspireret af. Jeg spillede også i et brassband som helt ung, der var også et miljø omkring det. Jeg spillede også i Vendsyssel Marimba Steelband, hvor der var et supergodt miljø både socialt og musikalsk. Det er vigtigt med miljøer, der har et fællesskab for børn og unge omkring musikken. Hvis der ikke er et fællesskab, er der heller ikke nogen musik,” siger han.
MGK i Hjørring er nu nedlagt til fordel for et større MGK i Aalborg. Det ærgrer man sig over i Tversted, en lille by mellem Hirtshals og Skagen. Her har festivalen JazzyDays eksisteret siden 1999. En unik lille festival, der finder sted i skolernes efterårsferie i oktober, og som gennem årene har budt på absolutte topnavne side om side med unge lokale talenter. Eksempelvis Mike Stern i 2008. I år er blandt andre Mezzoforte og Victoria Tolstoy på programmet. JazzyDays trækker jazzturister til området, men festivalen har også betydning for unge jazzmusikere i Vendsyssel.
”For nogle år siden havde vi et utroligt godt samarbejde med MGK i Hjørring. Der var mange talenter derfra, der varmede op for nogle af de store navne. MGK i Hjørring lukkede desværre, så nu har vi ikke dem at trække på. Men vi har øjnene åbne for talenterne i Nordjylland i det, vi kalder Jazzy Talents. Blandt andre Sæby Big Band og musikere fra Aalborg,” fortæller Niels Ole Sørensen, formand for JazzyDays.
Manden, der i sin tid tog initiativ til festivalen, er Thomas Østergaard, i dag kultur- og fritidschef i Frederikshavn Kommune og tidligere blandt andet souschef på Vendsyssel Teater. Af mange beskrevet som en sand iværksætter på det kulturelle felt. For ham drejer diskussionen sig ikke om hovedstad kontra provins.
”Det handler om at synliggøre musikkens magi og at have et internationalt kvalitetsniveau og en professionel iscenesættelse. I den globaliserede verden kan man skabe et centrum alle steder. Som praktiserende musiker skal du bo i de større byer. Men det er lykkedes JazzyDays at generere en form for begejstring og talentudvikling, hvor der bliver lagt vægt på at sætte de unge musikere sammen med de store navne - i clinics og workshops for eksempel,” siger Thomas Østergaard.
Jazzblogger: Metropoler er godt for jazzen
En af landets jazzkendere og iagttagere er Niels Overgård, koncertarrangør og indehaver af musikbloggen Jazznyt. Han mener, jazzen er godt tjent med, at musikerne og miljøerne koncentrerer sig i København. Niels Overgård bor i Herning og har arrangeret jazzkoncerter i ti år på Fermaten.
”Det er op ad bakke. Hvis man ser på mellemstore provinsbyer som for eksempel Viborg eller Herning, er der ikke flere eller færre koncerter end tidligere. Der er ikke et jazzmiljø, og det har der stort set aldrig været. Enkelte jazzmusikere popper op, men så flytter de hurtigt fra byen. Når man får det mere koncentreret i København, drypper det på provinsen. For musikerne er det jo fedt at komme ud at spille meget i perioder – for eksempel under Copenhagen Jazz Festival. Det er godt, at der er en koncentration ét sted. En metropol. Fuldstændig lige som når vi synes, alt det fede er i New York. Det er godt for jazzen. Steder, hvor musikerne mødes, og der sker noget,” siger Niels Overgård.
Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.





Kommentarer fra læserne