af Martin Blom Hansen

Jazzmusikeren, komponisten, organisatoren og forfatteren Erik Moseholm døde 11. oktober 2012. Han blev 82 år. I foråret 2011 fik Martin Blom Hansen et interview med Erik Moseholm. Dele af interviewet blev bragt i MUSIKERENS særudgave i anledning af DMF’s 100 års jubilæum i 2011. MUSIKEREN bringer her en større udgave af interviewet.

Erik Moseholm

Erik Moseholm medvirkede i MUSIKERENs særudgave, hvor han i anledning af DMF's 100 års jubilæum, så tilbage på musiklivet i Danmark. Nu bringer vi mere af interviewet på denne side. (Foto: Das Büro, maj 2011)

”Enighed udadtil er utrolig vigtigt. Ellers står man politisk svagt. Derfor er organisationer meget vigtige. Men samtidig er organisationerne forpligtet til hele tiden at være i bevægelse. De må aldrig stivne i en adfærdsform, som udelukker nye genrer, musikere, kunstnere og så videre. Det er kunsten,” sagde Erik Moseholm i et interview med MUSIKEREN i foråret 2011.

April, 2011: Anledningen til interviewet med Erik Moseholm var en stribe artikler til MUSIKEREN i anledning af DMF’s 100 års jubilæum. En af historierne handlede om jazzens ankomst til Danmark, og hvordan jazzen fik adgang til Danmarks Radio. En anden historie så på rockmusikken. En tredje handlede om musiklivets organisationer.

Erik Moseholm kunne fortælle om det hele. For han var med hele vejen fra starten af 50erne og frem til i dag. Ikke som betragter, men som skabende kraft. Hvis der er ét menneske, der personificerer den rytmiske musiks historie i Danmark, er det Erik Moseholm.

Han var jazzmusiker i ordets bredeste betydning. Han var komponist, arrangør, kapelmester, sideman og solist. Han var medstifter af utallige foreninger og organisationer og har om nogen været med til at skabe den rytmiske musiks organisering herhjemme. Ja, faktisk var det ham, der opfandt ordet rytmisk musik. Han var rektor for Rytmisk Musikkonservatorium 1992 til 1997. Og så var han forfatter til en række bøger, blandt andre ”Den hemmelige krystal” – om Radiojazzgruppen (2003), og ”Da den moderne dansemusik kom til Danmark” (2010).

Bogen om dansemusikken, den synkoperede musik, som i starten af det 20. århundrede var en forløber for jazzen, var et eksempel på, at Erik Moseholm kastede al sin energi ind i et projekt, han fandt vigtigt. Bogen om den moderne dansemusik lagde sig ovenpå umådeligt mange andre projekter, Erik Moseholm tog initiativ til eller var med til at skubbe i gang.

Musik i barndomshjemmet

Han mente selv, at fundamentet til hans interesse for mange forskellige stilarter blev lagt i barndomshjemmet i Fredericia.

”Mit hjem var fyldt med musik af alle arter. Min familie var af bondeslægt, min far var den yngste af elleve og min mor den yngste af seks. Mine forældre var grundtvigianere, de kunne alle højskolesangene uden ad. Min mor var uddannet violinist på det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I mit hjem var der klassisk musik en gang om ugen. Jeg spillede kammermusik, fra jeg var lille – først cello, indtil jeg blev stor nok til bassen. Men vi sang også revyviser – Dit hjerte er i fare, hen til kommoden og tilbaws igen og så videre. Mor spillede også salonmusik, det er jeg også flasket op med, og det blev ikke opfattet som en mindre fin musikform.”

 

En af de første jazzmelodier, der fik betydning for Erik Moseholm, var Benny Carters ”When Lights Are Low” – i en indspilning med Kai Ewans Orkester fra 1936.

Fra klassisk til den københavnske jazzjamscene

Den klassiske musik vejede tungt i bagagen, da Erik Moseholm i 1948 flyttede til København. Han studerede litteratur og musik på Københavns Universitet, tog læreruddannelsen fra Emdrupborg Seminarium og studerede kontrabas hos Oscar Hegner. Erik Moseholm debuterede i Unge Tonekunstnere i 1953 med Hindemith’s sonate for kontrabas og klaver og var medlem af flere symfoniorkestre.

Men jazzen fyldte også særdeles meget for den unge Moseholm. Han befandt sig meget ofte ude på danserestauranterne, hvor der blev spillet dansemusik med jazzvibrationer – og hvor der ud på de sene timer blev jammet løs.

”Dansemusikken har jo ikke være respekteret som genre. Jazzskribenterne i 50erne kæmpede for at få jazzen accepteret som seriøs musik. De kunne ikke betragte det som seriøs musik, når der blev danset til. Blandt andet i Politikens Jazzleksikon har man betegnet 50erne som amatørernes årti. Men der har aldrig været så mange professionelle jazzmusikere på dansestederne i København som i 50erne. Du kunne gå ti steder hen hver aften i København og høre de fremmeste musikere. Fra Holland, Belgien, Sverige og mange andre steder. De danske musikere - Johnny Campbells orkester, Harlem Kiddies, Leo Mathisen, Svend Asmussen – havde shownumre på repertoiret for at få job. Men det var på dansestederne, vi gik rundt og jammede og fik inspiration. Eksempelvis Jørgen Ryg, Max Brüel og jeg selv.”

Jazzpædagogen

Erik Moseholm blev meget inspireret af musikpædagogen Bernhard Christensen og hans bidrag til jazzpædagogikken.

”Danskerne var forholdsvis langsomme til at tage den synkoperede dansemusik og jazzen til sig. Vores inspiration kom primært fra Tyskland – og Europa. Der var meget racediskrimination, hvilket man blandt andet kan se i det, der blev skrevet om jazzen dengang… ”

 

”Et af de første sorte orkestre, man rigtig oplevede herhjemme, var Sam Woodings Orkester i 1925. Men det var først i 30erne, jazzen for alvor kom til landet. Det arbejde, Bernard Christensen, Sven Møller Christensen og Poul Henningsen, stod for dengang, var ret enestående. Jazzoratorierne, revyviserne og så videre. Danmark har bidraget med noget helt enestående på det musikpædagogiske område. Der går en lige linje fra jazzpædagogikken dengang til Rytmisk Musikkonservatorium i dag.”

”Jeg blev uddannet skolelærer af stor interesse og var dybt inspireret af Bernhard Christensen. Jeg blev skolelærer på Randersgade Skole, hvor jeg blandt andre havde Pierre Dørge, Mona Larsen og Ken Gudman som elever.”

Da jazz og rock blev til rytmisk musik

Erik Moseholm kom med i Radioens Danseorkester i 1953. Orkestret skiftede i 1964 navn til Det Nye Radiodanseorkester. Først i 1968 fik det store orkester navnet Radioens Big Band – hvilket var Erik Moseholms fortjeneste, da han blev leder af orkestret.

Men allerede i 1961 var Moseholm med til at oprette Radiojazzgruppen, som han var leder af de følgende fem år. Radiojazzgruppen var et ganske progressivt orkester (9-12 musikere), der primært skulle arbejde med nyere danske jazzkompositioner.

Han blev ansat som programchef i Danmarks Radio i 1966, og i de følgende mange år var Moseholm en ledende skikkelse på musikkens område i Danmarks Radio.

”Jeg havde mægtig lyst til også at beskæftige mig med beat, folk også videre, og jeg lavede i en årrække ugentlige udsendelser. Jeg var også med til at oprette en radiobeatgruppe i 1969, men den eksisterede kun i et år. Der var i de år mange rockrettede jazzmusikere – og omvendt. Afstanden mellem genrerne var ikke så stor som ellers ofte beskrevet.”

 

Erik Moseholm var stærkt involveret i det arbejde, der skulle forberede Musikloven. Den blev realiseret i 1976 – den første musiklov i verden. Forud lå dog fem års arbejde, der med Moseholms ord var ”landet i en skrivebordsskuffe under Venstreregeringen i 1973-75”. Det var i forbindelse med dette arbejde, at Moseholm lancerede begrebet rytmisk musik.
”Det var jo en besparelse af ord. En samlende betegnelse i stedet for hver gang at sige eller skrive jazz, rock, folkemusik og så videre.”

Kunsten at rykke sig

Listen over alle de foreninger og organisationer, Erik Moseholm har været med i eller været med til at skabe, er imponerende lang. Blandt de markante er Dansk Jazzmusikerforening (1966) og DJBFA (1974). Han har også siddet i bestyrelsen i Københavns Musiker- og Orkesterforening i 60erne. Om det at sidde i bestyrelser sagde han med et skælmsk smil:

”Jeg har aldrig tillidshverv mere end fire år ad gangen. Jeg har set for mange eksempler på, at man forpamprer, hvis man sidder for længe. Det betyder, at jeg fyrer mig selv, og det har også medført, at jeg har været medlem i 89 forskellige bestyrelser og udvalg…”

 

Og så havde han denne kommentar til musiklivets organisationer anno 2011:

”Enighed udadtil er utrolig vigtigt. Ellers står man politisk svagt. Derfor er organisationer meget vigtige. Men samtidig er organisationerne forpligtet til hele tiden at være i bevægelse. Du må aldrig stivne i en adfærdsform, som udelukker nye genrer, musikere, kunstnere og så videre. Det er kunsten.”


Om Erik Moseholm

Erik Moseholm (født 13. maj 1930, død 11. oktober 2012) Søn af Knud Moseholm, adjunkt på gymnasiet i Fredericia og senere rektor på Kolding Højere Almenskole, og Lilli Moseholm, musikpædagog og uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

  • Kåret som ”Årets Danske Jazzmusiker” i 1958.
  • Kåret som ”Europas bedste bassist” i 1960.
  • Rektor for Rytmisk Musikkonservatorium 1992-97.
  • Kunstnerisk leder af ”Swinging Europe” fra 1997.
  • Har udgivet flere end 50 plader og cd’er, komponeret for symfoniorkester, jazzensembler, teaterforestillinger, tv-musicals og film.
  • Kapelmester for utallige orkestre, ved teaterforestillinger, tv og film.
  • Har modtaget et hav af hæderspriser – blandt andre Årets Hæderspris fra DMF i 1998 og DJBFA’s Hæderspris i 1998.


Mere om Erik Moseholm:

www.kapelmesterforening.dk/cv/lm/moseholm,erik.pdf

www.danskefilm.dk/index2.html

http://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Moseholm

www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Jazz/Danske_jazzmusikere/Erik_Moseholm

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.