af Henrik Strube

Stor, god biografi om Springsteen.

Som en – nok ikke planlagt - optakt til Bruce Springsteen & The E-Streets koncert i Parken d. 14. Maj 2013 har forlaget People Press udgivet en oversættelse af Peter Ames Carlins fremragende biografi om The Boss.

LÆS MERE: Flere boganmeldelser i MUSIKEREN december '12 side 28-29

I modsætning til, hvad jeg tidligere har læst (og anmeldt) om ham, er denne bog faktisk skrevet i et samarbejde med ham selv. Det betyder ikke, at den ikke stiller sig kritisk overfor manden, det globale ikon for USA – og landets fascinerende modsætninger.

Befriende nok, for ingen mennesker er SÅ flink en fyr, som den Bruce, der ellers beskrives i litteraturen og presse.

Han er for eksempel en manisk kontrolfreak. Ned til den mindste detalje, som da han umiddelbart før de går på scenen, bremser et bandmedlem med beskeden: ”Jeg kan ikke lide mønstret på din skjorte. Gå ned og skift!” Eller da han som 30-årig forbyder en tidligere kæreste, Lynn Goldsmith, som var med til arrangere den pågældende velgørenhedskoncert, at opholde sig i bygningen, hvor de spillede. Da han alligevel ser hende blandt publikum, bliver han iskold og rasende. ”Se her,” råber han til saxofonisten Clarence Clemons, hvorefter han springer ned blandt publikum og forfølger pigen helt ud i gangen og bringer hende med magt op på scenen, hvor han overfor 20.000 eller mere, ydmyger hende: ”Her er min eks-kæreste!”  Hvorefter han til sine folk giver ordre: ”Smid hende ud af bygningen!”

Sådan bringer bogen flere eksempler på, at selv en sympatisk rockstjerne ikke er en helgen, men et menneske på godt og ondt.

Bruce ryger ikke, drikker ikke og har aldrig røget en joint – siges det.

I hvert fald arbejder han sig fra en intuitiv fornemmelse og empati for arbejderklassen op til en intellektuel kunstner, som gennem studier af amerikansk historie og research bygger sit univers af historier op.

Hans produktion er frygtindgydende og manisk. Han kasserer den ene sang efter den anden, giver dem væk til andre kunstnere, som hitter med selvsamme sang. For eksempel ”Because the Night” som løftede Patti Smith op i en helt anden kommerciel vægtklasse.

På et tidspunkt vil han sammen med sin producer kigge nærmere på de sange, han gennem tiden har fravalgt til sine egne albums. Færdigt indspillede sange, der ikke nødvendigvis var under standard, men som blot ikke passede ind i et aktuelt albums kontekst. De fandt 350!

Springsteen arbejder altid og driver sine musikere til fortvivlelse med sin perfektionisme og kontrol-iver. Alt skal godkendes af ham. Og de følger ham som blodsbrødre. Dog ikke Steve Van Zandt, som på et tidspunkt siger fra og begynder en karriere som solist. Ikke mindst med hans Diciples of Soul, som indspiller et mere end fremragende album, ”Men Without Women” (med lånt titel fra Hemingway’s-novelle).

Når man fyrer sine blodsbrødre i E-Street Band koster det mange følelser. De gutter, som havde fulgt ham fra begyndelsen af halvfjerdserne, havde været fattige i årevis og tjente kun 35 dollars om ugen - selv efter stor livesucces og plader som ”Greetings from Asbury Park” til gennembrudssangen ”Born to Run”.

”Bruce” er også den evige historie om musikere, der bliver taget i røven af forretningsmænd. Og det er den fortællingen om et band, der trods mange odds, fandt sammen igen og kunne levere en uforglemmelig koncert foran 50.000 mennesker på Roskilde i sommers, næsten 45 år efter de spillede sammen første gang!

Det er en bog, der er befriende fri for ikontilbedelse, og som af et ærligt og kærligt hjerte forsøger at tegne et realistisk billede af en af vor tids vigtigste musikere. Forfatteren lever sig virkelig ind i den kunstneriske proces og teksterne i sangene og tiden omkring. Musik er svært at beskrive med ord, men han slipper sædvanligvis godt fra det.

Man kunne savne en diskografisk oversigt. Og man kunne ønske, at forfatteren afslører sin manglende guitarviden med ”guitaren var stemt i E”. Undertiden halter oversættelsen en smule, men ikke generende meget. Dog er det irriterende, at den omfattende notesamling, bagest i bogen ikke passer til siderne i oversættelsen. Det må være en svipser fra forlagets side. Men det er mindre skønhedspletter på en i øvrigt god bog.

For sangskrivere og musikere, uanset genre, er den en højst anbefalelsesværdig.

BRUCE
500 sider, hardback, 16 siders fotos
Oversættelse Steffen Rayburn-Maarup
Vejl. Pris: 349,95 kr.

LÆS MERE: Flere boganmeldelser i MUSIKEREN december '12 side 28-29

MUSIKEREN-2012-12

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.