af Morten Fischer

Efter en længere periode med stilhed omkring Phonofile - digital distribution og opbevaring af al dansk musik - er der nu nyt at rapportere. Den første lancering af Phonofiles produkter via forhandlere er nu virkelighed med Dansk Supermarked koncernen som partner.

Gennem de seneste år har den hjemlige musikbranche sat en god del af sin lid til det kommende Phonofile projekt. Phonofile skal være leverandør til professionel brug af musik i eksempelvis radio, tv, film, reklame mv. Samtidig skal vil den private musikbruger få glæde af Phonofiles udbud via detailhandlernes portaler eller musikbibliotekerne - enten som lån eller køb. Det var udmeldingerne da Phonofiles første store skridt blev taget for halvandet år siden, og rapporten der siden har dannet grundlag for Phonofile blev præsenteret. Repræsentanter fra komponistorganisationerne, IFPI, biblioteksvæsenet, Dansk Artistforbund samt DMF blev udpeget til at sidde i bestyrelsen for Phonofile, og en direktør, Jesper Bang-Olsen, blev ansat til at lede selskabet Phonofile.

Nu ville man pirateriet til livs og samtidig danne grobund for en sund omgangsform med musik via Internettet. På daværende tidspunkt blev musikbranchen heftigt kritiseret for ikke at gøre en seriøs indsats for at udvikle alternative løsninger til den ulovlige udveksling af MP3-filer der fandt sted i stor stil via fx Napster. Siden dengang er de ulovlige fildelingstjenester efterhånden blevet nedkæmpet effektivt, og nye lovlige sites er opstået med jævne mellemrum, fx TDC’s musikbutik der henter sit indhold i den store udenlandske musikdatabase OD2 og Apple’s særdeles succesrige amerikanske musikservice iTunes som netop er på vej til europæiske brugere i disse dage.

DMF's direktør Martin Arnoldsen er med i Phonofiles bestyrelse

Foto: Jakob Eskildsen

Nu går det løs

Den definitive løsning for dansk musikdistribution som musikbranchen herhjemme har ventet på er Phonofile, og nu i marts går den første af Phonofiles partnere i luften med en del af det enorme musikkatalog som i alt udgør flere hundrede tusind tracks. Samarbejdet med Statsbiblioteket er en afgørende pointe når man ønsker en fremtidssikret løsning hvor distributionen af al dansk musik skal udspringe fra samme kilde. Da vi i Danmark har en såkaldt pligtafleveringslov, medfører samarbejdet med Statsbiblioteket at hele det danske repertoire, med accept fra pladeindustrien og musikerne, kan tilgængeliggøres via Phonofile. Derudover har Phonofile etableret et samarbejde med en udenlandsk indholdspartner så Phonofile også bliver i stand til at levere internationalt indhold.

DMF’s direktør Martin Arnoldsen som samtidig er bestyrelsesmedlem i Phonofile siger i den forbindelse: - Man skal ikke have overdrevne forventninger til Phonofile. Der er ingen der ved om det stadig er for tidligt at lancere musiksalg på Nettet, mange har allerede brændt fingrene. Det er afgørende for DMF at forsøget gøres med afsæt i en enig musikbranche – både af hensyn til at skabe et alternative til piratkopieringen, men også for at give dansk musik et vindue til den digitale verden.

Pop-up shops til musikere

Phonofile skal være meget mere end blot en database og store netbutikker med masser af tracks fra de kendte kunstnere. Det skorter bestemt ikke på gode idéer og nytænkning hos Phonofile og en af de spændende services som musikere og bands kan få glæde af, bliver de såkaldte Pop-up shops.

Dette initiativ vil snart blive lanceret, og giver de enkelte musikere/bands mulighed for, for relativt få penge, at købe deres egen færdige og funktionelle internetbutik med betalingssystem, håndtering af rettigheder osv. Fra Pop-up shoppen kan bandet sælge sin egen musik, men musikken er naturligvis også tilgængelig i de øvrige musikbutikker og portaler der fører Phonofiles’ katalog. Det er ikke enten/eller, men både/og. Første band med Pop-up shop bliver Swan Lee der deltager som en slags pilotprojekt. I deres Pop-up shop kan man allerede nu købe numre fra deres helt nye album samt tracks fra deres bagkatalog. - Fantastisk at nogen endelig stiller teknikken til rådighed. Det er ganske praktisk at få en shop på vores eget website, for det er jo her vores fans kommer. De færdes ikke nødvendigvis på de mange musikportaler, fortæller en entusiastisk Emil Jørgensen der til dagligt er trommeslager i Swan Lee.

Men der er også på længere sigt tænkt talent- og karriereudvikling ind i Pop-up shop konceptet, fortæller Phonofiles direktør Jesper Bang-Olsen: - Pop-up shop skal være et fremtidigt værktøj som pladeselskaberne kan bruge til at monitorere og finde nye talenter, hvis talenterne altså ønsker at blive monitoreret af pladebranchen.

Pop-up shop bliver en effektiv metode til at systematisere proceduren hvorpå musikere kommer i kontakt med eksempelvis pladeselskaberne, beretter Jesper Bang-Olsen: - Pladeselskaberne får en masse cd’er hver dag. Et pladeselskab kan måske være specialiseret inden for pop/rock genren og slet ikke være interesseret i jazz. Men det ved jazzmusikeren ikke nødvendigvis, og sender sin cd af sted. Den havner i en stor plasticpose fyldt med alle mulige andre cd’er i boblekuverter. I værste fald betyder det at der kan ligge en cd blandt de to hundrede andre som ville blive signet hvis den kom i de rette hænder. Men pladeselskaberne får så meget tilsendt at de ikke kan overskue det eller nå at lytte det igennem.

Ved hjælp af Phonofiles teknologi kan pladeproducenten, inden for en overskuelig fremtid, få den proces sat i system så han via et interface får adgang til de forskellige Pop-up shops inddelt efter genrer mv. Han kan efter aftale med musikerne sidde og lytte direkte til lydklip, komme i kontakt med kunstneren, holde øje med hvem der sælger godt, hvem får spillejobs og hvem der kunne være interessante at signe.

Phonofile har mange initiativer klar i ærmet, fortæller direktør Jesper Bang-Olsen

Foto: Morten Fischer

Producerhjælp

En anden spændende idé, der er tænkt til at blive en del af Pop-up shop konceptet, er ”Producerhjælp”, hvor et band via deres egen Pop-up shop kan hyre en af Phonofile’s fremtidigt tilknyttede freelance producere til at evaluere deres musik online. Tanken bag ”Producerhjælp” er at et band sjældent har økonomi til at betale en dyr professionel producer i en weekend. I stedet bliver det nu muligt via Internettet for et overkommeligt beløb at få producerens feedback og et spark i den rigtige retning, nævner Jesper Bang-Olsen, og fortsætter med at fortælle om de mange Phonofile-planer i et tempo så man bliver helt forpustet.

Live-optagelser er på listen over services der er ved at blive udviklet. Her skal et hold tonemestre fra konservatoriet tilknyttes Phonofile og stå klar til at rykke ud og lave koncertoptagelser når et band henvender sig. Få dage senere kan publikum klikke sig ind i bandets Pop-up shop for at købe præcis den koncert de selv har overværet. Mulighederne er mange, og det skorter ikke på idéer og initiativ i Phonofile-virksomheden, så det bliver ganske spændende at følge Phonofile som sammen med forhandlere nu er påbegyndt sin leverance til det danske musikpublikum.

Her kan du købe din musik:

www.bilka.dk/musik

www.foetex.dk/musik

www.a-z.dk/musik

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.