af Henrik Strube

Bassisten, singer/songwriteren, organisatoren og politikeren Arne Würgler fyldte 70 år d. 30. oktober.

Arne Würgler har både som musiker, komponist og organisationsmenneske sat sine spor i det danske musikliv. I oktober fyldte han 70 år.

Stadig aktiv, stadig ved sine meningers mod og stadig aktuel som kunstner med et nyt album ude netop nu.

Würgler har både som musiker og komponist sat sine spor i det danske musikliv. Da musikken blev politisk, havde Arne Würgler længe sunget politiske sange, mest kendt for samarbejdet med Benny Holst og forfatteren Jesper Jensen som udgav den nu historiske plade ”1. maj sange”, som hele venstrefløjen sang med på i begyndelsen af halvfjerdserne. Senere blev det til en pæn lang række albumudgivelser, hvor Würgler trådte i karakter som sangskriver med egne tekster.

Würgler blev fast inventar ved venstrefløjen, arbejderbevægelsens og græsrøddernes demonstrationer, hvor demo-fællessangshittet ”Røde Wilfred”  blev kampsangen, der gjaldede ud fra blokvognsscenerne foran Christiansborg og andre af magtens bygninger.

Arne Würgler kombinerede tidligt et organisatorisk og politisk talent med interesse og omsorg for sine kolleger. Han var drivkraft i skabelsen af organisationen DJBFA, hvor han var formand i en lang årrække. Det betød et gevaldigt løft for sangskrivernes Koda-indtægter og selvrespekt, og er i dag en del af mange sangskriveres liv. Her søger man om arbejdslegater, rejselegater, refugium-og arbejdsophold rundt om i verden, hvor DJBFA har etableret huse og lejligheder, der danner rammer om give medlemmerne inspiration og arbejdsro. Senere blev han formand for Koda i flere perioder.

De halvfjerds, levede og brugte år har ikke lagt en dæmper på Arnes virke. Ny plade, nyt band, nye jobs er i kalenderen. Og politisk hviler han heller ikke på laurbærbladene: Han hører til i Enhedslisten, og er også opstillet på partiets liste til kommunalvalget i næste måned.

Man kan ikke give et billede af det kærlige og rummelige menneske, Arne, uden at nævne den dejlige kvinde, han har delt livet med – Ása. Til lykke til hende med ham og ham med hende.
Og stort til lykke herfra!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.