Der skal som bekendt to til en tango.
I artiklen ”Scener fra et ægteskab” i MUSIKEREN fra december 2011 bliver der tegnet et billede af World Music Denmarks (WMD) bestyrelse og sekretariat som en dansepartner, der hverken kan eller vil danse med andre. Det er et billede, vi i WMD’s bestyrelse ikke kan genkende, for vi holder meget af at iværksætte og samarbejde om musikprojekter med andre.

Ifølge artiklen burde det netop overståede Womex-branchetræf i København have skabt et tættere bånd mellem genreorganisationerne for verdensmusik og folkemusik i Danmark. ”Ægteskabet” mellem de to ”vil næppe blive langt eller lykkeligt”, står der.

Det er en misforståelse at tro, at der er tale om et ægteskab, der skulle vare ved. Der er tale om, at WMD i 2011 – efter at Kunststyrelsen fjernede tilskuddet fra Folkemusikkens Fællessekretariat – tilbød at administrere bevillingen for folkemusikken, indtil de organisatorisk var kommet på benene igen. WMD kom med tilbuddet efter opfordring fra Statens Kunstråds Musikudvalg, og forslaget blev accepteret af et enigt udvalg.

Rent administrativt har folkemusikken og WMD altid været adskilt, men det betyder ikke, at vi ikke samarbejder i det daglige. Det er også værd at nævne, at WMD på blot seks måneder i 2011 har etableret en række helt nye tilskudsordninger og uddelt over en million kroner til aktiviteter inden for folkemusikken.

Lad det være sagt: Vi lytter altid til kritik, og vi kan altid blive bedre. I fremtiden glæder vi os til at fortsætte samarbejdet med både folkemusikken og alle de mange andre, vi har samarbejdet med, for der skal mindst to til en go’ tango.

Med venlig hilsen WMD’s bestyrelse

Maria Carelse, formand
Alexander Nicolas Truelsen, musiker
Annette Sørensen Bellaoui, koncertarrangør
Annette Reinhardt, spillestedsleder
Bjonko Stosic, musiker
Johan Bylling Lang, musiker
Karsten Højen, kulturkonsulent og arrangør
Peter Suwalski, musiker
Tin Soheili, producer og musiker
Fatma Zidan, musiker
Tom Mollerup, spillestedsbooker

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.