af Signe Adrian

Indlæg i debatten om musikere i folkeskolen, af Signe Adrian, lektor på læreruddannelserne Metropol, formand for Læreruddannelsens Musiklærerforening.

Det er frustrerende at følge den vigtige debat om musikundervisning i folkeskole og på læreruddannelser. Hovedproblemet - at der uddannes for få musiklærere til folkeskolen - drukner i bølgende diskussioner. Ved at fjerne fokus fra hovedproblemet forstærkes den sørgelige tendens og manøvre, som politikere i årevis har foretaget: det får lov at sejle. Mens læger slås om diagnose og sygeplejersker diskuterer rensevæsker og forbindingstyper, sygner den ufrivilligt indlagte hen pga. noget så enkelt som manglende væskeindtag.

På læreruddannelserne har vi masser af musikinteresserede, bandspillende, musikelskende og korsyngende studerende, som forbereder sig på at skulle indgå i skolens daglige liv og undervise i klasser med 28 elever. Læreruddannelsens øvrige fag kan klæde dem på til at tænke over, tilrettelægge og udføre musikundervisning i skolesammenhænge. Censorrapporter vidner om stor tilfredshed. Censorkorpset består som bekendt af folk fra konservatorier, universiteter, læreruddannelser og folkeskolen, ligesom i øvrigt også en stor del af underviserne på læreruddannelserne gør.

Det er derfor helt absurd, at de studerende, vi har, ikke kan komme til at vælge musik pga. uddannelsesstrukturen.

Kære politikere! Skynd jer at gøre noget ved strukturen, og støt økonomisk i stedet skære os ned. Vi har råbt op om strukturproblemet alt for længe. Det kræver et enkelt ministerielt snup-tag at ændre, så der igen kan komme væskeindtag.

Kære musik-elskere! Bak os op – vi har jo ét fælles ønske: at musiklivet fra barn til alderdom får ilt og vitaminer. Lad os arbejde os væk fra ”dem”- og ”os”-tanken. Hver uddannelse har sine styrker og svagheder. Ingen institution har alle de vises sten om musikundervisning; mange arbejder hårdt for hele tiden at forbedre, styrke, organisere og få mest muligt ud af de vilkår, der er for musikken og for musikuddannelse i en mikrobølgetidsalder, hvor alt skal ske så hurtigt og billigt som muligt og uden særlig tanke for kvalitet. Gensidig respekt er afgørende i en tid, hvor musik nedprioriteres. Og lad os så holde fokus: det haster med at få uddannet nok musiklærere til folkeskolen!

Kommentarer fra læserne

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at kunne kommenter artiklen.