Debat om musikere i folkeskolen. Af Ole Faurschou, debuteret dirigent fra DKDM og Wien, tidligere seminarielærer, bl.a. tilknyttet Holstebro Musikklasser og OrkesterEfterskolen.

MUSIKERENs fokus på musik i folkeskolen har bragt aktører fra seminarium-/folkeskoleverdenen på den ene side og konservatorium-/musikerverdenen på den anden side på banen med et engagement, der på den ene side vidner om, at alle vil det bedste for musikken i skolen, men som på den anden side også meget klart viser, at de to kulturer, der her mødes, i meget høj grad savner en fælles forståelse af, hvor hindringerne ligger for et bedre musikfag i skolen.

Jeg tror, det er helt afgørende for de videre bestræbelser at skaffe sig en sådan fælles forståelse!  

Dansen om fagligheden…

Det er naturligvis rigtigt, som det fremføres af Signe Adrian og Erik Lyhne, at der ligger et stort problem i, at der uddannes for få musiklærere. Problemet har en størrelsesorden af ca. 200 om året(!), og her vil et par omskolede konservatoriekandidater slet ikke forslå.

Til gengæld kommer man ikke udenom at forholde sig til fagligheden på en seminarieuddannelse, der

• kun har godt et halvt årsværk til rådighed
• ikke har optagelsesprøve til at sikre et fagligt forsvarligt udgangspunkt (det obligatoriske gymnasiale B-niveau garanterer jo ikke, at man har en tone i livet!)
• efter den sidste revision på mange seminarier bliver læst på bare ét år.  

Hertil kommer, at den anstrengte økonomi på mange professionshøjskoler sætter den kostbare soloundervisning og småholdsundervisning i sang, soloinstrument og brugsklaver voldsomt under pres. Alt dette er almindelig anerkendt i musiklærerkredse og bliver også nævnt i den omtalte DPU- rapport.

Det ville gøre en fælles forståelse lettere, hvis man også udadtil kunne anerkende dette og nærme sig en nuanceret forståelse for præcis, hvad problemet er, og hvordan vi løser det.

  ...og om folkeskolen!

Samtidig synes der i musikerkredse at herske et ret udpræget ukendskab til folkeskolen, dens mission, dens dagligdag og ikke mindst til de unikke kompetencer, folkeskolelærerne besidder. For selvom færdiguddannede folkeskolemusiklærere kun sjældent har det instrumentale niveau, der skal til for overhovedet at komme i betragtning på et konservatorium, så er den nyuddannede konservatoriekandidat oftest helt blank, når det kommer til kompetencer i klasserumsledelse og fagdidaktisk beredskab til at reflektere over egen praksis. For slet ikke at tale om en bredere forståelse af skolens rolle i samfundet og almendidaktisk indsigt til at lade undervisningen indgå meningsfuldt i skolens hverdag. Her kunne man godt savne en større anerkendelse, både hos professionelle musikere og i befolkningen generelt.  

At det kan gøres bedre synes alle at være enige om, men grundlaget for den videre diskussion fortaber sig desværre ret hurtigt.

Jeg tror, at musikerne må gennemtænke deres rolle, hvis de skal have succes i folkeskolen. Det nytter ikke at regne med, at musikalske kompetencer alene er nok i en gennemsnitlig folkeskoleklasse. Til gengæld tror jeg, at musikerne kan komme til at spille en meget afgørende og værdifuld rolle i fremtidens skole. De kan løfte musikken ud af almindeligheden og gøre skolen til dét sted, der forbinder dagligdagen med festen og lader os være sammen om noget fælles. Som skaber sammenhænge og mening med den enkeltes indsats i fællesskabet, og som dermed kan være forbilledet for det 21. århundredes måde at være og arbejde på.