Debat om musikere i folkeskolen. Af Martin Gerup, pæd. leder af DIM, Roskilde

Signe Adrian og Erik Lyhne er ude med riven efter Inge Marstal i sidste nummer af MUSIKEREN. Det er rigtig ærgerligt, for hendes pointe er, at de unge ikke har lyst til at være musiklærere i folkeskolen. Og det skal vi gøre noget ved.

Nedskæringer og pointsystemer kan ikke alene forklare, hvorfor musiklinjefaget er halveret og flere steder helt nedlagt. Det er noget dybt inde i maskinrummet, der er gået galt. Måden at tænke musiklæreruddannelse på har svært ved at fange de nye generationers interesse.

Det store, stolte musikpædagogiske skib, der voksede ud af velfærdssamfundet i starten af 70’erne, er stødt på grund, og vi bliver nødt til at smide noget dødvægt, så vi kan komme videre.

I kernen af den musikpædagogiske forskning som musiklinjefaget baserer sig på, sidder musikprofessor Frede V. Nielsen fra DPU. Respekteret og anerkendt for sin store viden. Rundt omkring ham findes et akademisk miljø, der bl.a. tæller den tidligere musiklærer Finn Holst. Sammen med Steen Lembcke o.a. udgør de kernen af folk, der udtaler sig om folkeskolens musikundervisning. De betegner sig som musikforskere, men har samtidig bidraget væsentligt til udviklingen af musikundervisningen i folkeskolen. Det er altså de samme folk, der igennem årene har produktudviklet og nu undersøger konsekvenserne af deres tiltag. De gør deres arbejde knaldgodt og udgør en yderst velbegavet topstyring. Men de er ikke gode til at finde ud af, hvorfor de unge X factor-generationer svigter dem. 

Det er klart, for det er folk, der er rundet af et akademisk miljø. Didaktiske overvejelser trumfer praktisk håndelag. Ordets magt trumfer rock’n’roll. Men når musikundervisningen bliver akademiseret, kommer den ikke til at appellere til de mange dygtige sangere og musikere, der kommer ud af musikskolerne og musikefterskolerne.

Når de unge mennesker vælger at gå efter en musikuddannelse, kan de sagtens se sig selv som musiklærere også. Bare spørg dem! De elsker musik, og de kunne godt tænke sig at undervise. Bare ikke i folkeskolen. Mange af dem har dårlige minder fra deres egne musiktimer i folkeskolen. De kan naturligvis huske det gode. De elsker jo musik. Men de kan også huske lærerens frustrationer, de vrangvillige elever, de ødelagte strømforsyninger. Råben og skrigen. De har åndet lettet op, når de har kunnet sidde med deres guitarhold ovre på musikskolen og være sammen med nogen, der virkelig ville musikken. De har fået sig en oplevelse for livet på deres musikefterskole og måske fortsat på musikgymnasium eller MGK. Men de skal for alt i verden aldrig være musiklærere i folkeskolen.